Morten Brunbjerg Bech
1) Hvornår har du sidst skrevet et blog indlæg/kommentar?Jeg har holdt en lille pause her henover julen og nytåret, så vi skal tilbage til d. 23. december. Der skrev jeg et lille indlæg om layout af websider vha. gitre og gyldne snit.
Der kan godt gå et stykke tid imellem mine indlæg. Jeg har ikke noget mål om at skulle publicere noget indenfor nærmere fastsatte intervaller, men mere når jeg synes, jeg har noget at fortælle. Det sker dog som regel omkring en gang i ugen.
2) Hvornår startede du med at blogge samt benytte RSS feeds som nyhedskilder?
Jeg startede min weblog i juni 2005. Tænkte, jeg ville se hvad det her Blogger var for en størrelse, og fandt ud af hvor nemt det var at have med at gøre.
Egentlig synes jeg, funktionaliteten i Blogger er sådan lige begrænset nok. Der er ikke rigtig mulighed for at lave en navigationsstruktur, og det kan være lidt en udfordring, når navigationen begrænser sig til en omvendt kronologisk rækkefølge. Så jeg har overvejet at splitte min blog op i flere under-blogs eller simpelthen skifte til WordPress, som skulle have noget mere funktionalitet. Men det har jeg ikke lige fået taget mig sammen til kigge på endnu.
Jeg har først for alvor taget RSS'erne til mig omtrent samtidig med, jeg oprettede min weblog. Nu er de blevet en del af hverdagen, og jeg får nok svært ved at undvære dem igen. Men jeg kan ind i mellem have svært ved at nå at få læst dem alle. Jeg bruger postprogrammet Thunderbird som nyhedslæser. Det er supergodt.
3) Hvilke 5 RSS feeds betyder mest for dig?
- A List Apart - Fuld af gode tips og tricks for webdesignere om CSS, brugervenlighed og tilgængelighed.
- Erik Høys Internetsøgning - Den her er altså guld værd.
- Librarian in Black - Sarah Houghton, som skriver bloggen bag dette feed, er hurtigt ude med det sidste nye. Men det kan ind i mellem blive så overvældende, at jeg har svært ved at nå at følge med.
- CSS Zen Garden - Her er masser af inspiration at hente til webdesign med CSS.
- UIE Brain Sparks - Her blogger blandt andre Jared Spool fra User Interface Engineering, og her er masser af tips at hente om brugervenlige websider.
5) Hvornår startede du med at bruge WWW?
Jeg fik først for alvor mulighed for at bruge nettet i 1996, da jeg startede på Biblioteksskolen. Og nu kan jeg ikke komme af igen. Man bliver jo lidt afhængig.
6) Hvilken begivenhed har gjort størst indtryk på dig i den tid du har været på WWW?
Svært spørgsmål. Der dukker jo hele tiden nye, spændende ting op. Jeg har en række personlige milepæle startende med opdagelsen af chat, instant messengers og musikdownloads i min net-barndoms naivitet, dernæst at lære HTML og CSS og at kunne begynde at putte det hele ind i en anvendelig sammenhæng. Nu prøver jeg så på at sætte mig ind i noget lidt mere avanceret kodning.
På det mere overordnede plan er det nok noget med nettets til en vis grad anarkistiske og selvorganiserende natur. Jeg bliver ved at imponeres over de enorme mængder information, der er adgang til, og som ligger frit tilgængeligt på nettet.
7) Hvad er dine fem foretrukne webadresser?
Det er meget skiftende og afhænger noget af, hvilke opgaver jeg skal have løst på forskellige tidspunkter. Men nogle af favoritterne i øjeblikket må være:
www.alistapart.com - En supergod ressource for webdesignere.
www.positioniseverything.net - Uovertrufne tips og tricks samt uundværlige browser-hacks, når man skal skrive CSS, der virker.
del.icio.us - Herligt bogmærke-værktøj. Så har man altid sine bogmærker ved hånden, uanset hvilken pc, man sidder ved.
www.writely.com - Et online tekstbehandlingsprogram, der kan gemme både i MS Word og Open Office dokumentformater, samt dele dokumenter mellem flere brugere.
www.meebo.com - En webbaseret instant messenger, der kombinerer Yahoo, ICQ, MSN, AOL, Jabber og Google Talk i ét og samme browservindue.
Jeg vil dog også gerne fremhæve www.backpackit.com, som er et fornuftigt stykke værktøj til at organisere sine projekter og to-do-lister.
8) Hvilken bog har du fremme på natbordet pt.?
I øjeblikket læser jeg Cirklens Ende af Tom Egeland. Den handler om det samme som Da Vinci Mysteriet, men er en hel del bedre skrevet og har et noget mere interessant persongalleri.
Derudover er jeg i gang med DOM Scripting af Jeremy Keith. En bog om forbedring af websiders funktionalitet vha. tilgængelige og brugervenlige javascripts.
9) Hvad mener du er det vigtigste projekt for bibliotekerne pt., når det gælder it og Internet?
Det må utvivlsomt være projekt "Mit Bibliotek". Projektet drejer sig i korte træk om integrering af eksterne, biblioteksrelevante ressourcer vha. webservices samt personalisering i de lokale biblioteksbaser. Indtil videre har vi i projektbibliotekerne fået implementeret en såkaldt kollaborativ filtrering. Dvs. en "andre, der har lånt denne, har også lånt..." funktion a la det vi ser i Amazon.com. Derudover er det lykkedes at hive relevante data fra tjenester som Litteratursiden, Netmusikken og Forfatterweb ind på i første omgang de skønlitterære poster i biblioteksbaserne.
Næste træk bliver at få lavet personlige profiler, hvor brugerne kan se oversigter over deres lånehistorik, lave huskelister, tildele stjerner og meget mere.
Projektet er vigtigt fordi vores biblioteksbaser i dag ikke giver plads til formidling. De kan blot foretage "dumme" søgninger og returnerer i øvrigt et output, som kan være vanskeligt forståeligt for brugerne. Vi har i bibliotekerne en lang tradition for brugerinstruktion. Men det dur bare ikke, når vi stiller grænseflader til rådighed for brugerne via nettet. Så skal grænsefladerne være selvinstruerende og nemme at bruge. Derfor skal biblioteksbaserne "om-tænkes".
Samtidig har bibliotekerne lagt masser af arbejde i en række nettjenester, som ikke udnyttes tilstrækkeligt. Disse tjenester vil få langt større eksponering, hvis vi kan inddrage dem i de lokale biblioteksbaser på steder, hvor de er relevante.
10) Hvem vil du sende e-klumme blogstafetten videre til?
Jeg tror ikke, han blogger i den forstand, men jeg har meget lyst til at sende stafetten videre til én, som jeg har lært en hel masse af, nemlig Per Hofman Hansen fra Silkeborg Bibliotek. Per har længe været på forkant med udviklingen, og har med simple midler formået at holde Silkeborg Biblioteks hjemmeside i førerposition blandt offentlige hjemmesider. Link
24 november 2005
Susanne Mikkelsen

1) Hvornår har du sidst skrevet et blog indlæg/kommentar?
I dag i min egen blog Webbib, som jeg forsøger at opdatere dagligt. Det lykkes dog langt fra, da jeg har meget om ørerne pt.
2) Hvornår startede du med at blogge samt benytte RSS feeds som nyhedskilder?
Jeg begyndte at blogge i foråret 2005, hvor jeg havde en blog om min store passion - motorcykler. Det var oprindeligt for at se, hvad det her med at blogge egentligt var for noget. Jeg valgte at nedlægge bloggen, fordi jeg syntes, det var for tidskrævende at vedligeholde den så meget, som jeg gerne ville. Noget, jeg siden har fortrudt.
Hvad angår RSS feeds må jeg tilstå, at jeg ikke benytter dem. Jeg forsøgte mig en overgang med Bloglines, men jeg fik aldrig læst de feeds, jeg abonnerede på. Nu foretrækker jeg at besøge mine favoritblogs med jævne mellemrum for at se, hvad der er sket siden sidst.
3) Hvilke 5 RSS feeds betyder mest for dig?
Det kan jeg af gode grunde ikke svare på ;-)
4) Hvilke biblioteksblogs inspirerer dig mest?
Internetsøgning af Erik Høy og E-klumme (og så er det ikke en gang for at fedte ;-) - men ellers kan jeg godt lige at gå på opdagelse i blogosfæren. Der skal ikke mange klik til, før jeg støder på noget spændende.
5) Hvornår startede du med at bruge WWW?
1997, da jeg startede på Danmarks Bibliotesskole. Jeg boede ellers i Silkeborg i 1995, da Silkeborg Bibliotek tilbød netadgang som det første danske bibliotek, men den gang var det noget farligt noget.
6) Hvilken begivenhed har gjort størst indtryk på dig i den tid du har været på WWW ?
Det er svært at sige...men jeg vil nok især fremhæve Internettets evne til at skabe kontakt mellem mennesker. Det være sig dating-sider, chatsider, faglige netværk eller Usenet - noget, som jeg selv har haft god gavn af både virtuelt og irl.
7) Hvad er dine fem foretrukne webadresser?
www.sporthoj.com, www.politiken.dk, www.google.com, www.yahoo.com, www.totalrock.com
8) Hvilken bog har du fremme på natbordet pt.?
"Jonathan Strange & Mr. Norrell" af Susanna Clarke og "Harry Potter og Flammernes Pokal" af - ja, gæt selv ;-)
9) Hvad mener du er det vigtigste projekt for bibliotekerne pt., når det gælder it og Internet?
At lære brugerne at udnytte Internettet som informationskilde noget bedre og åbne deres øjne for, at Google ikke er den eneste søgemaskine.
10) Hvem vil du sende e-klumme blogstafetten videre til?
Morten Brunbjerg Bech, der skriver bloggen Bechs Webbrok. Det kunne være interessat at høre, hvad en af mine jævnaldrende kollegaer mener om ovenstående punkter. Link
04 oktober 2005
Lennart Björneborn

1) Hvornår har du sidst skrevet et blog indlæg/kommentar?
I dag, dels i min egen lille blog (connecto2.stumbleupon.com), dels i en fællesblog som de studerende og vi undervisere bruger på et kursus om webben her i efteråret på Danmarks Biblioteksskole.
2) Hvornår startede du med at blogge samt benytte RSS feeds som nyhedskilder?
Jeg begyndte så småt at blogge sommeren 2004.
3) Hvilke 5 RSS feeds betyder mest for dig?
Jeg brugte en overgang RSS feeds, men fik desværre overload af alle de ulæste poster, der hobede sig op, så p.t. bruger jeg ikke RSS :-)
4) Hvilke biblioteksblogs inspirerer dig mest?
Nogle biblogs, som jeg synes er spændende at følge med i, er bl.a. www.bo-k.dk/weblog (Bo Kristensen, tidligere internetbibliotekar på Danmarks Biblioteksskole); internetbrus.com (god svensk biblog); erikhoy.blogspot.com (den bedste danske biblog om internetsøgning).
5) Hvornår startede du med at bruge WWW?
Vist nok i 1995.
6) Hvilken begivenhed har gjort størst indtryk på dig i den tid du har været på WWW ?
Det er nok udviklingen af Wikipedia, hvor jeg er imponeret over, hvordan brugere kan opbygge, redigere og vedligeholde et så stort informationssystem og håndtere problemer med vandalisme, uenighed, kvalitet, mm.
7) Hvad er dine fem foretrukne webadresser?
Wikipedia (en.wikipedia.org), StumbleUpon (www.stumbleupon.com/about.html), Internet Archive (www.archive.org), First Monday (www.firstmonday.org), Many2Many (www.corante.com/many)
8) Hvilken bog har du fremme på natbordet pt.?
Jeg har to høje stakke af bøger på natbordet, men øverst ligger ’Pi’s liv’ af Yann Martel, ’Bröderna Lejonhjärta’ af Astrid Lindgren og ’Til langsomhedens pris – eller faren ved at køre på knallert gennem Louvre’ af Owe Wikström.
9) Hvad mener du er det vigtigste projekt for bibliotekerne pt., når det gælder it og Internet?
At blive bedre til at inddrage brugerne i, hvordan fysiske og digitale biblioteker indrettes og udnyttes. Her synes jeg, der kan hentes meget inspiration fra den måde, som brugere deler viden med hinanden på websteder som Wikipedia og den måde som ’folksonomies’ (brugertildelte emneord) kan udnyttes på i fx del.icio.us, flickr.com eller www.citeulike.org. Der har jo allerede været forsøg med at lade biblioteksbrugere sætte smiley-faneblade ved bøger på hylderne. Brugerne kunne fx også sætte anbefalelseværdige bøger på skråhylder, bogkarusseller mm. Man kunne også forestille sig lokalhistoriske websteder lavet som wikis redigerede af brugerne. Så brug brugernes viden noget mere – også på bibliotekerne :-)
10) Hvem vil du sende e-klumme blogstafetten videre til?
Til Bo Kristensen der har en spændende blog på www.bo-k.dk/weblog. Jeg kender Bo fra hans tid som internetbibliotekar på Biblioteksskolen – og møder ham indimellem ude på salsadansestederne. Arriba :-)
Lennart Björneborn er adjunkt på Danmarks Biblioteksskole. Du kan læse mere om Lennart på www.db.dk/lb Link
12 september 2005
Søren Antvorskov

Søren S. Antvorskov, Web Index Manager, Jubii.dk
1) Hvornår har du sidst skrevet et blog indlæg/kommentar?
Jeg har ikke udfolder mig sjældent i blogs og debattråde, men nyder at læse gode indlæg og hylder dem som kan formidle.
Selv forfatter jeg linkregistreringer det meste af dagen - så forholdsvist målrettet, objektivt og frit som det kan gøres med vores indekseringsregler og kategoristruktur. Det er kvalitativt bibliotekar- /redaktionsarbejde - og det eneste maskinagtige ved Jubii er vist arbejdspresset her på "Linkfabrikken"
2) Hvornår startede du med at blogge samt benytte RSS feeds som nyhedskilder?
Nu kommer afsløringen: Jeg har ikke en RSS-læser, men er en del af et redaktionelt arbejdsmiljø med gode kolleger - som på en hurtig og til tider informativ afbrydelsesagtigt måde gør mig opmærksom på de mærkeligste ting. De mere emnespecifikke ting får jeg fra maillinglister og høster selv vha. min knap så kendte bookmarksamling :)
3) Hvilke 5 RSS feeds betyder mest for dig?
Godt at have noget nyt at se frem til :)
4) Hvilke biblioteks weblogs inspirerer dig mest?
Jeg skylder Steven Snedker et rygklap og tak for mange udfordringer og sjov. Bortset fra at han bare ikke _vil_ fatte at kategorier styrer meget mere end søgeord :P
5) Hvornår startede du med at bruge WWW?
Det må vist ha' været i eet af de lange frikvarterer på Danmarks Biblioteksskole, tilbage i 1994. Dengang hvor Netscape viste enkle sider med grå baggrund - links var blå eller lilla og onlineverdenen knap så kommerciel. Med andre ord, længe længe siden.
6) Hvilken begivenhed har gjort størst indtryk på dig i den tid du har været på WWW ?
Min ansættelse på Jubii's Søg i februar 1998 var starten på mange begivenheder. Arbejdsmæssigt har jeg prøvet at være alt imellem halvmillionær og emotionelt fallit. På nettet er der talløse eksempler på glædeskabende genialitet og det modsatte. Mest bemærkelsesværdigt er nok de (til tider) fornyende anvendelser af gamle bibliotekariske metoder.
F.eks er Flickr.com et interessant eksempel på funktionelt kaos, hvor netop anvendelsen af ikke-kontrollerede emneord er een af de største kvaliteter. Flickr ville dø hvis man tvang de gavmilde brugerne til at slå op i en thessaurus for at dele et billede - sammen med mangfoldigheden ved at nogle bruger fagudtryk og andre slang. Informationskilder kan virkelig være forskellige!
7) Hvad er dine fem foretrukne webadresser?
Der er mange, så her er frit fra leveren: bibliotek.dk ; bib-log.blogspot.com ; searchenginewatch.com ; techreport.com ; ...og som ægte stereotyp mestertysser må jeg fremhæve silentpcreview.com . Teknologi er nødvendig, men den bedste slags er den man bruger uden at lægge mærke til det. Helt anderledes er det med de virkelige ting i livet - f.eks et begejstret hviiiin fra min et-årige datter, som smager sit første kirsebær
8) Hvilken bog har du fremme på natbordet pt.?
Jeg har ikke natbord, men en junoseng til Sofie. Den lange transport mellem Holmen og Fredensborg nyder jeg at slå ihjel med en god bog. For tiden er det Ebbe Kløvedals spændende danmarkshistoriefortolkning Festen for Cæcilie, om mordet på kong Erik Klipping.
9) Hvad mener du er det vigtigste projekt for bibliotekerne pt., når det gælder it og Internet?
Vi bibliotekarer har mange store udfordringer. Her er et par af mine:
* At indsamle, formidle og genfinde information på en måde som skaber tillid, overblik og kvalitet
* At sortere imellem skidt og kanel i en verden som skriger på selvhævdende opmærksomhed
* At lave fornuftige regler og stå fast på dem - og samtidig tjene både penge og brugere
* At ændre det forældede image, som mange stadig fejlagtigt forbinder med vores kære profession
10) Hvem vil du sende e-klumme blogstafetten videre til?
Det må blive Lennart Björneborn som siden vores fælles tid på DB har mindet mig om, at en klog bibliotekar ikke behøver at være kedelig. Link
10 august 2005
Steven Snedker

1) Hvornår har du sidst skrevet et blog indlæg/kommentar?
Tidsstemplet på Vertikal siger 24. april 2005, "Videoblogging - hvorfor egentlig ikke?".
Men jeg holder mig på ingen måde til kun at skrive blog.
Mit sidste indlæg på online journalisternes postliste, Broadcast er fra 29. juni 2005, "Google rykker på videoområdet" og handler om Googles nye videohotel.
Det er meget bedre at skrive postlisten end til min blog på stevensnedker.com:
1) på postlisten er der 1.000 kvikke læsere, bloggen har 3. På gode dage. Blogs er ineffektive.
2) når jeg skriver noget fornuftigt og fagligt velfunderet på poslisten bliver det bemærket og jeg får en stadig strøm af opgaver til mit firma - jeg har snart 12-års jubilæum som selvstændig.
Indlæggene dør dog ikke efter deres rundtur på postlisten.
Jeg tager de bedste indlæg og smider dem i min weblog til evig reference og søgemaskinemadding.
Kun at publicere blog er en rystende ineffektiv måde at publicere på og noget jeg på det bestemteste styrer mine kunder udenom.
2) Hvornår startede du med at blogge samt benytte RSS feeds som nyhedskilder?
Usenet 1990. Hvis det ikke gælder: første bloggeri sommeren 1999.
Derudover har jeg mange andre talerør.
RSS har vel været engang i 2003. Jeg oprettede Feeds.dk i april 2004. For at vise to ting:
1) At det var lettere at lade brugerne vedligeholde en liste over
danske feeds end selv at slide i det med en liste som eJours (jeg arbejder nu og da for DJH, og skulle lige vise dem).
2) At man kan lave en webtjeneste á la Jubii på under 20 timer hvis man bruger Open Source software. Det tog mig 17 timer og 250 kr. at lave feeds.dk. Folk er sindssyge eller for rige hvis de laver noget fra grunden nu om dage.
3) Hvilke 5 RSS feeds betyder mest for dig?
Efter at jeg er holdt op med at skrive ugentlige nyhedsbreve, har jeg ikke det store nyhedsbehov. Jeg er tilbage hvor tingene går langsomt og stikker dybt.
Jeg kan til nød følge lidt med i Clay Shirkys indlæg i Many 2 Many - men der er RSS-feedet faktisk i udu.
Jeg er faktisk enormt projektorienteret og meget lidt nyhedsorienteret.
4) Hvilke biblioteks weblogs inspirerer dig mest?
Clay Shirky skriver om meget andet end biblioteksemner. Men han er sgu' en af de kvikkeste skribenter på nettet.
I Danmark kender jeg kun e-klumme, Litteratursiden og Musikbibliotek.dk. Fremragende steder. Men jeg besøger dem meget sjældent.
5) Hvornår startede du med at bruge WWW?
1994.
6) Hvilken begivenhed har gjort størst indtryk på dig i den tid du har været på WWW ?
Alta Vista? Mahir Cagri? All your Base? Goatse? Live365? Allofmp3? The
Onion? Bibliotek.dk? Kapow.net? Netborger.dk? Vertikal.dk? World of
Ends? IMdb? Flickr? Found Photos?
Jeg bliver igen og igen overvældet af alt det ufatteligt gode arbejde, de ufatteligt mange intelligente mennesker ude på nettet udfører. Min seneste statusrapport lyder på at "Ontology is Overrated: Categories, Links, and Tags" er det vigtigste dokument lang tid. Jeg har prædiket nøgleord siden 2001. Det er rart at se at flere og flere springer med på vognen.
7) Hvad er dine fem foretrukne webadresser?
Her er mine 5 favoritter
8) Hvilken bog har du fremme på natbordet pt.?
Det er jo lidt tilfældigt, men lige nu er det Brødrene Karamazov. Selvfølgelig kan jeg anbefale alle at læse klassikerne. Men nymodens litteratur kan faktisk også være tidsinvesteringen værd. Jeg har grinet mig halvt fordærvet mens jeg har læst Michel Houellebecqs fremragende
bøger.
Houellebecq lader til at være en kynisk erotoman med hjertet på rette sted.
9) Hvad mener du er det vigtigste projekt for bibliotekerne pt., når det gælder it og Internet?
At hyre mig til et eller andet rasende spændende! Åh, fandens. Lidt mere altruistisk: bibliotekerne gør utroligt meget rigtigt.
Jeg (og børnene) bor ude på bøhlandet. Alligevel kan vi let og hurtigt få næsten alle de bøger, dvd'er og pc-spil vi begærer via bibliotek.dks magi. Det er så fantastisk og så befordrende for åndens opløftelse og den sociale mobilitet at jeg glæder mig dybt hver gang vi går på det lokale bibliotek.
Det kunne være spændende om bibliotekerne lavede et projekt hvor brugerne blev inddraget. Hvor det var brugerne, der kom til at bestemme hvilke af bibliotekets materialer der var mere værd at bruge tid på end andre.
På Litteratursiden og Musikbibliotek er det eksperterne, der bestemmer.
Det kunne være interessant at se om man ved at opbygge systemer med nøgleord og ratings kunne inddrage og optænde brugerne. Som vi kender det fra fx. IMDB
Jeg kunne forestille mig et bibliotek.dk, der virker som det altid har virket. Og så et bibliotek.dk hvor brugerne inddrages og kan gøre snart sagt alt.
10) Hvem vil du sende e-klumme blogstafetten videre til?
Bibliotekar Søren Antvorskov. Han har de sidste 6-7 år været ansvarlig for Danmarks største websideindeks på Jubii.dk.
Han har gjort et fremragende arbejde inden for de rammer han har fået.
Jubiis stigende irrelevans er bestemt ikke Sørens skyld. Link
30 juni 2005
Helle Frederiksen
1. Hvornår har du sidst skrevet et blog indlæg/kommentar?Forleden bloggede jeg til en anden blog. Det var til Kurt Wesths' weblog på Ingeniøren, hvor han havde en meget morsom historie om et nyt netbaseret medie - berøring-til-berøring-interaktion. En passende agurkehistorie til den weblog jeg skriver til - en weblog med relevante nyheder for folk på masteruddannelsen MCC. Min blog er ellers på sommerferie nu.
2. Hvornår startede du med at blogge samt benytte RSS feeds som nyhedskilder?
Jeg var journalist på et blad, WebWorld i 1997/98. Bladet udkom på glittet papir; men vi havde også en hjemmeside, hvor trækplasteret var dagligt opdaterede nyheder om internettet.
Siden skulle således "fodres" dagligt med spændende dagsaktuelle nyheder, og det viste sig at være en megaskæg skriveopgave. Dels var den nem: når man alligevel skulle følge lidt med i hvad der rørte sig på feltet, var det rent venstrehåndsarbejde at brygge en lille historie om de bedste fund - historier, som oven i købet kunne genbruges i bladets papirudgave. Og dels fik nyhederne en særlig personlig stil.
Redaktøren og redaktionsmøderne gad jo ikke gå op i de småskriblerier, og man fik derfor en uvant ytringsfrihed her. Et andet spændende element var, at der af og til kom mails med hurtige reaktioner på nogle af historierne fra læsere og så var det da meget naturligt lige at redigere dem med ind efter historien. Jeg blev temmelig hooked på den nyhedsside, som var klart morsommere at skrive til end resten af bladet, og jeg tog mig selv i at skrive historier selv når jeg ikke var tvunget til det - i weekender og ferier.
Den weblog jeg skriver på i øjeblikket, har lidt den samme karakter som min gamle nyhedsside på WebWorld: jeg skriver en nyhedshistorie, når jeg falder over noget, som jeg synes er klart relevant for målgruppen - sørger for at der er rigeligt med links, så man har mulighed for at orientere sig godt om sagen, og giver måske en bemærkning med på vejen.
3. Hvilke 5 RSS feeds betyder mest for dig?
Til daglig læser jeg mest nyheds-blogs udgivet af de store huse. Jeg læser bl.a. The Guardians' Online Blog, BBC Technology news og Politikens IT-nyheder.
Af og til læser jeg også weblogs i den mere personlige genre - men de skal have et klart fagligt emne for at interessere mig. Jeg følger bl.a. med i Lisbeth Klastrups' og Jill Walkers' blogs.
4. Hvilke biblioteks weblogs inspirerer dig mest?
Øh, jeg tror faktisk ikke, jeg kendte nogen, før jeg blev opmærksom på denne blog-stafet. :-(
5. Hvornår startede du med at bruge WWW?
I 1995.
6. Hvilken begivenhed har gjort størst indtryk på dig i den tid du har været på WWW ?
Da jeg efter kort tids surfen på må og få på internettet fandt en side om Kurt Vonnegut og skrev en mail til forfatteren - og straks fik et svar fra den anden side af kloden! En prås for mig om nettets enorme potentiale for kommunikation.
7. Hvad er dine fem foretrukne webadresser?
Websider jeg bruger rigtig meget er: Wikipedia og Amazon, som jeg ikke kun bruger til køb af bøger og musik men også til at orientere mig om indholdet af bøger og musik-cd'er.
En webside jeg finder nyttig er Vertikal, som har mange, mange gode og nyttige tekster. En webside, som morer mig er Rathergood, og en webside, som jeg finder perspektivrig er podcast-søgemaskinen Podscope, hvor man søger direkte i audio-filerne.
8. Hvilken bog har du fremme på natbordet pt.?
Dalai Lamas Kunsten at leve lykkeligt.
9. Hvad mener du er det vigtigste projekt for bibliotekerne pt., når det gælder it og Internet?
At gøre litteratur let tilgængeligt for alle. På universiteterne skrives der f.eks. tonsvis af tekster, som alle burde være få museklik fra en interesseret læser. På RUC har vi lige fået et digitalt arkiv, og det er en god start. Nu skal der bare fyldes noget i det...
10. Hvem vil du sende e-klumme blogstafetten videre til?
Jeg vil sende den til Steven Snedker, hvis indlæg om weblogs på DONA-listen, jeg altid læser med stor fornøjelse (og udbytte). Link
15 juni 2005
Robin Cheesman
1) Hvornår har du sidst skrevet et blog indlæg/kommentar?Så sjældent at det ikke er værd at nævne. Jeg må vist rødmende erkende at jeg er en fæl blog-lurker og free-rider. En gang imellem skammer jeg mig lidt over snylteriet, men jeg er ikke så meget til det exhibitionistiske. Men en faglig blog eller to burde jeg kunne
mande mig op til. Det kommer nok ... måske.
2) Hvornår startede du med at blogge samt benytte RSS feeds som nyhedskilder?
Se 1) ... men RSS feeds har jeg brugt i et års tid - især for at holde mig orienteret om to temaer jeg p.t. brænder for og hvor information er både meget spredt og aktualiteten vigtig, for mig. Det ene er "Open Access" og elektronisk publicering på det videnskabelige område; det andet er ikke så biblioteksrelevant: Latinamerika, især Colombia.
3) Hvilke 5 RSS feeds betyder mest for dig?
5!? Så må jeg holde mig til nogle overordnede som Peter Subers Open Access News, Scholarly Electronic Publishing, Lessig Blog, BBC Americas, og een jeg har snydt mig til fra El Tiempo i Bogotá. Den sidste virker selv om udgiveren tilsyneladende ikke er klar over at avisens CMS-system også leverer RSS.
4) Hvilke biblioteks weblogs inspirerer dig mest?
Peter Scott's Library Blog (Saskatchewan) og California Digital Library's Current Cites, selv om denne formelt set slet ikke er en blog.
5) Hvornår startede du med at bruge WWW?
I den spæde begyndelse allerførst i 1990'erne med Gopher, Veronica, Lynx ... og ofte savner jeg den no-nonsense tilgang der rådede da vi endnu ikke var ramt af al den grafik, den layoutisme.
6) Hvilken begivenhed har gjort størst indtryk på dig i den tid du har været på WWW ?
Der fandt jeg min kæreste! ... men i denne kontekst er dette vist mere passende: At det har kunnet lade sig gøre at tilrettelægge socialt velfungerende og effektiv online-undervisning, selv i Danmark med korte afstande og udbredte forestillinger om at man bare må mødes eller i det
mindste kommunikere synkront. For mig startede det i 1995, hvor Ugebladet Ingeniørens daværende debatforum (tak til Kurt!) blev brugt til at lægge en hel uddannelse på nettet, Kommunikationsuddannelsen ved RUC. Så kom mange andre til, men vi er stadig bedst med Master of Computer-mediated Communication (MCC)!
7) Hvad er dine fem foretrukne webadresser?
wikipedia.org, scholar.google.com, news.bbc.co.uk, www.comminit.com, palabravirtual.com, ... men det er nu svært at holde her!
8) Hvilken bog har du fremme på natbordet pt.?
Jeg har lige talt dem, der er otte. Den øverste er Ibenholt, af den fremragende polske Afrika-journalist Ryszard Kapuscinski. Jeg læser den på svensk, da jeg købte pocket-udgaven i min lokale Coop her i Skåne hvor jeg bor (mest).
9) Hvad mener du er det vigtigste projekt for bibliotekerne pt., når det gælder it og Internet?
Det er mest forskningsbiblioteker jeg har at gøre med. De burde aktivt påvirke forskningsinstitutionernes medarbejdere til at publicere i Open Acess-tidsskrifter. Og bibliotekerne burde være i front for at oprette Institutional Repositories, dvs. lokale digitale arkiver hvor forskere og studerende deponerer deres resultater. De to ting hører sammen, og kan medvirke til både at reducere tidsskriftsbudgetterne og samtidig gøre videnskabelig information tilgængelig for alle med internet-adgang. Hvis det gøres ordentligt, kan man tilmed søge på tværs på tværs af disse arkiver. Hvis du tøver, tænk på en læge i Indien eller en agronom i Colombia på jagt efter viden om ... Og i øvrigt er det en absurditet at forskningen først er betalt over skatten af borgerne, som derefter skal betale endnu en gang for
at læse resultaterne!
10) Hvem vil du sende e-klumme blogstafetten videre til?
Helle Frederiksen, studielektor og leder af MCC-uddannelsen på RUC. Helle er blog- og RSS-kyndig i den grad at hun holder kurser i emnet. Hende kan jeg takke for at "min" gamle uddannelse nu er i bedre hænder. Link

